Fysiologien i  Self-Compassion

Derfor mindsker Self-Compassion stress

Gennem de sidste godt 15 år er forskningen i Self-Compassion nærmest eksploderet. Kort sagt har dem der er mere medfølende overfor sig selv også mindre stressede, deprimerede og angste, og samtidig mere glade, har større indre styrke og er mere optimistiske om deres fremtid – kort sagt er evnen til Self-Compassion lig med bedre mental og psykisk sundhed.

Styrken i Self-Compassion er ikke kun en abstrakt ide, den er meget konkret og manifesterer sig i vores kroppe rent fysisk.

Når vi lindrer vores egen smerte med Self-Compassion, aktiverer vi nemlig vores medfødte pattedyrs- og omsorgsinstinkt. Og en vigtig komponent i det her indbyggede omsorgsgen, er, at det øger hormonet oxytacin. Forskning peger på at øget oxytacin giver følelser som tillid, ro, tryghed, generositet og forbundethed, og øget evne til at reagere med varme og medfølelse overfor andre.

Oxytacin aktiveres i situationer hvor vi føler os forbundne med andre på en positiv måde, f.eks. når vi får en knus, når andre møder os med oprigtig interesse og nærvær, når forældre leger eller har nære stunder med deres barn og tilsvarende situationer.

Tanker og følelser har altså umiddelbar fysiologisk reaktion, og vores krop reagerer på samme vis hvadenten det er os selv eller andre der er kilden til den varme og omsorg der kan aktiverer oxytacinen.

Du kan med andre ord bruge Self-Compassion til at øge de positive følelser som tryghed og tillid, og samtidig få din krop til at slappe mere og bedre af. Som modsætning til Self-Compassion, har

Selv-kritik en markant anden fysiologisk funktion i vores krop:

Selv-kritik aktiverer amygdala, som bl.a. håndterer vores kamp/flugt reaktion. Det vil sige at den aktiveres når der er noget vi oplever som truende. Amygdala er medvirkende til at vores blodtryk stiger, at vi producerer adrenalin og kortisol i de situationer hvor noget opleves truende.

Vores kamp /flugt system gør det muligt at mobilere styrke og energi, så vi kan håndtere en situation der virker truende. Det er en rigtig god respons i situationer hvor vi er truede på vores fysiske eksistens, hvis f.eks. et rovdyr angriber. Det er til gengæld rigtig dårligt hvis vi gerne vil kunne restituere godt når vi har fri.

Det her kamp/flugt system aktiveres også af tanker og følelser og en (selv ubevidst) oplevet trussel. Det betyder at selv-kritik også aktiverer vores produktion af adrenalin og kortisol.

Vores liv i dag er fysisk ret trygt (f.eks. har vi ingen rovdyr på gaden og de fleste af os går mætte i seng), så det er snarere vores tendens til at føle at vi ’mangler noget’ eller at vi ’ikke er nok’ der konstant kan aktivere kamp/flugt systemet via den indre selv-kritiske stemme.

Forskningsresultater viser, at selv en forestilling om at vi modtager støtte, omsorg eller medfølelse, får vores fysiologiske stress-respons til at mindskes. Så du kan sige at jo mere trygge vi oplever at være, jo mindre går vi i forsvar og jo mere fleksible er vi i vores reaktion på det der sker omkring os.

Når vi aktivt træner at bruge Self-Compassion til at lindre og berolige os selv, så ændrer vi ikke kun vores følelse- og tanketilstande, men også vores fysiologi. Vi mindsker kroppens stress hormoner.

Vi kan simplethen træne os selv til at tilgå  ’det beroligende system’, når kroppen har brug for det. Det er træningen af Self-Compassion.

En måde at illustrere forskellen på, er på nedenstående oversigt. Her ser du hvordan Self-Compassion modvirker de reaktioner der aktiverer vores stress-respons.

En enkel måde er at spørge dig selv hvad du egentlig har brug for lige nu?
Hvad ville få din krop og /eller dine tanker til at falde til ro?
Hvad plejer du at gøre, som giver en følelse af ro indeni?

Prøv det!

Husk at det vigtige er at intensionen er en reel hensigt om at give varme og omsorg, måske endda følelser af kærlig eller blidhed.

kh

Helle