Er der mange i omsorgsfag der rammes af stress?
Dansk forskning viser en tydelig sammenhæng mellem høje følelsesmæssige krav i arbejdet og risikoen for blandt andet langvarigt sygefravær, depression og førtidspension. Omsorgstræthed kan hjælpe os med at forstå nogle af de usynlige belastninger der kan bidrage til stress og sygemelding, og som er særligt fremtrædende i omsorgs- og relationsfag.
Det korte svar er ja: Der er god grund til at være særligt opmærksom på stress og psykisk belastning blandt mennesker der arbejder med mennesker.
Men spørgsmålet er mere komplekst end et enkelt stresstal kan vise.
Stress, udbrændthed, depression og omsorgstræthed er forskellige fænomener. Derfor findes der heller ikke ét tal der fortæller hvor mange mennesker i omsorgsfag der bliver ramt af stress på grund af deres arbejde.
Til gengæld viser store danske undersøgelser at en central del af arbejdet i mange omsorgs- og relationsfag – de høje følelsesmæssige krav – er forbundet med øget risiko for alvorlige konsekvenser for både helbred og arbejdsliv.
Det er vigtigt fordi de følelsesmæssige krav ofte er mindre synlige end travlhed, kompleksitet i opgaverne, arbejdstid og normering.
Høje følelsesmæssige krav har målbare konsekvenser
I 2024 offentliggjorde danske forskere en landsdækkende undersøgelse af mere end 1,6 millioner lønmodtagere.
Forskerne fulgte medarbejderne i gennemsnitligt 9,4 år og fandt en tydelig sammenhæng mellem graden af følelsesmæssige krav i arbejdet og risikoen for senere at få tilkendt førtidspension.
Se en kort video der opsummerer artiklen herunder:
Medarbejdere i job med høje følelsesmæssige krav havde 73 procent højere relativ risiko for førtidspension end medarbejdere i job med lave følelsesmæssige krav.
Sammenhængen bestod efter statistisk justering for blandt andet alder, indkomst og en række andre arbejdsmiljøfaktorer.
En anden stor dansk registerundersøgelse fandt en tilsvarende sammenhæng med depression. Her havde medarbejdere i fag med høje følelsesmæssige krav omkring 32 procent højere relativ risiko for hospitalsbehandlet depression i den største af de undersøgte kohorter.
Også langvarigt sygefravær er undersøgt. En landsdækkende dansk undersøgelse af omkring 1,5 millioner lønmodtagere fandt øget risiko for langvarigt sygefravær ved høje følelsesmæssige krav. Undersøgelsen viste samtidig at risikoen påvirkes af andre forhold i arbejdsmiljøet og kan være særlig høj når flere belastninger optræder samtidig.
Det er vigtigt at forstå tallene korrekt. De betyder ikke at 73 procent af medarbejderne ender på førtidspension, eller at 32 procent får depression. Der er tale om forhøjet relativ risiko sammenlignet med medarbejdere i job med lave følelsesmæssige krav.
Resultaterne peger imidlertid på noget væsentligt: Følelsesmæssige krav er ikke blot en subjektiv oplevelse eller noget den enkelte fagperson forventes at kunne klare. De er en reel arbejdsmiljøfaktor.
Hvad er høje følelsesmæssige krav?
Høje følelsesmæssige krav opstår blandt andet når arbejdet indebærer tæt kontakt med mennesker der har brug for hjælp, er syge, bange, vrede, frustrerede eller befinder sig i vanskelige livssituationer.
Det kan være sygeplejersken der skal være rolig og nærværende over for en alvorligt syg patient. Læreren der skal rumme et barns mistrivsel samtidig med ansvaret for resten af klassen. Socialrådgiveren der igen og igen møder familier i alvorlige problemer. Eller medarbejderen i ældreplejen der skal forholde sig til sygdom, ensomhed, tab og død.
Det særlige er at den følelsesmæssige belastning ikke ligger ved siden af arbejdet.
Den er en del af arbejdet.
Relationen er et af de steder hvor fagligheden udføres. Den følelsesmæssige påvirkning er en uundgåelig del af arbejdets vilkår.
Det indebærer også at fagpersonen ikke altid kan reagere umiddelbart på det vedkommende selv føler. Man skal kunne mærke sine egne reaktioner og samtidig bevare opmærksomheden på den anden, tilpasse sin kommunikation og handle fagligt hensigtsmæssigt.
Det er noget andet end at undertrykke følelser eller altid kunne bringe sig selv til ro. Pointen er netop at fagpersonen er et menneske der bliver påvirket – og at den påvirkning er relevant at tage alvorligt.
De usynlige belastninger
Det er her begrebet omsorgstræthed bliver relevant.
Omsorgstræthed er ikke en diagnose. I Omsorgstræthed – nej tak bruges begrebet om det man som fagperson kan opleve efter længere tids håndtering af andre menneskers problemer, følelser, sygdom og udfordringer.
Begrebet retter opmærksomheden mod belastninger der let bliver overset, og som er særligt relevante i arbejde hvor relationen til andre mennesker er en del af kerneopgaven.
Det giver også et fælles sprog på arbejdspladsen for de belastninger der gradvist kan bygge sig op selvom den enkelte situation ikke opleves som belastende i sig selv.
Netop fordi den følelsesmæssige påvirkning er en del af arbejdets vilkår, kan der ske en tilvænning. Det der i begyndelsen mærkes tydeligt, kan efterhånden opleves som helt almindeligt. Dermed kan det blive vanskeligere at få øje på hvor meget man faktisk påvirkes over tid.
En arbejdsdag kan se helt almindelig ud på papiret. Men i løbet af dagen kan medarbejderen have skullet rumme sorg, frustration, vrede og afmagt, træffe vanskelige beslutninger, håndtere konflikter og samtidig forholde sig til sine egne indre reaktioner for fortsat at kunne være fagligt til stede.
Det arbejde er reelt selvom det ikke kan tælles i antal opgaver.
Det er heller ikke et argument for at fjerne relationen eller omsorgen fra arbejdet. Tværtimod er relationen ofte både en central del af fagligheden og en vigtig kilde til mening. Pointen er at den følelsesmæssige påvirkning skal anerkendes som en del af arbejdsmiljøet.
Problemet er ikke særligt dansk. International forskning viser tilsvarende problemer med psykisk belastning og udbrændthed blandt sundhedsprofessionelle i blandt andet Canada, USA og Storbritannien, og lægers udbrændthed er blevet beskrevet som en global krise. Også i Danmark viser forskning at belastninger i arbejdet kan blive en push-faktor i overvejelser om at forlade jobbet eller faget.
Der er flere forhold der kan bidrage til omsorgstræthed. To af de belastningsmekanismer som er særligt relevante i arbejdet med mennesker, er empatisk stress og moralsk stress.
Når empatisk påvirkning bliver belastende
I relationsfag er empati en vigtig faglig kapacitet.
Vi bruger den til at forstå andre menneskers perspektiv, aflæse deres behov og reagere hensigtsmæssigt. Men når vi registrerer et andet menneskes frygt, smerte eller fortvivlelse, bliver vi også selv påvirket.
I bogen beskrives empatisk resonans som den indre fysiologiske reaktion der indgår i den empatiske proces. Det er en reaktion der kan mærkes både fysisk og mentalt.
Det betyder ikke at empati er farlig, eller at fagpersoner skal lære at føle mindre.
Tværtimod er den empatiske evne en vigtig del af arbejdet med mennesker. Men når den empatiske resonans gentagne gange fører til, at vi selv mærker den andens smerte og ubehag, kan der opstå empatisk stress. Over tid kan denne belastning bidrage til omsorgstræthed, især hvis der ikke er tilstrækkelig mulighed for at forholde sig til påvirkningen og komme sig efter den.
Det afgørende er derfor ikke at gøre sig mindre modtagelig. Det handler om at kunne være berørt uden at blive overtaget af påvirkningen – og om at arbejdet giver mulighed for støtte, refleksion og restitution.
Her spiller kollegial og social støtte en vigtig beskyttende rolle. Når erfaringer og reaktioner kan deles med mennesker der forstår arbejdets sammenhæng, bliver belastningen ikke alene den enkeltes ansvar.
Man kan også blive belastet af ikke at kunne gøre det rigtige
En anden usynlig belastning er moralsk stress.
Moralsk stress kan opstå når en fagperson vurderer hvad der fagligt eller menneskeligt bør gøres, men oplever at rammerne gør det vanskeligt eller umuligt at handle derefter.
Det kan være mangel på tid, ressourcer eller relevante tilbud. Det kan være organisatoriske krav eller styringsformer der betyder at medarbejderen igen og igen må gå på kompromis med det vedkommende fagligt kan stå inde for. Det kan fx være at mangle tid til en samtale om et behandlingsforløb som kunne mindske patientens utryghed og angst.
Konsekvensen kan være at fagpersonen oplever frustration, dårlig samvittighed, magtesløshed og i nogle tilfælde tab af mening eller faglig identitet.
Det er en anden type belastning end almindelig travlhed.
Man kan blive stresset af at have for meget at lave. Men man kan også blive belastet af ikke at have mulighed for at gøre det man fagligt vurderer er nødvendigt.
Det er en vigtig forskel. For hvis belastningen alene bliver forstået som travlhed, risikerer man at overse den faglige og moralske konflikt der ligger bag.
Omsorgstræthed opstår ofte gradvist
En af udfordringerne er at påvirkningen sjældent viser sig fra den ene dag til den anden.
Det kan begynde med små ændringer: kortere tålmodighed, mere irritation, dårlig samvittighed, sværere ved at lægge arbejdet fra sig eller mindre overskud til familie og venner.
Senere kan medarbejderen opleve at søvn og fridage ikke længere er nok til at genvinde overskuddet, at tvivlen på egen faglighed vokser, eller at glæden og stoltheden ved arbejdet forsvinder. Restitution er vigtig, men den kan ikke i sig selv løse belastninger der er indbygget i arbejdsvilkårene.
Netop fordi udviklingen er gradvis, kan belastningen let blive fortolket som et individuelt problem:
Jeg burde kunne klare det.
Jeg er blevet mindre robust.
De andre kan tilsyneladende holde til det.
Men forskningen i følelsesmæssige krav peger på at vi ikke kun bør lede efter forklaringen inde i den enkelte medarbejder.
At mennesker bliver påvirket af et arbejde med høje følelsesmæssige krav, er ikke i sig selv udtryk for manglende professionalisme. Det er en konsekvens af at mennesker bruger sig selv i arbejdet med andre mennesker.
Stress er det synlige problem – men belastningen begynder tidligere
Når en medarbejder bliver sygemeldt med stress, er problemet blevet synligt.
Det interessante forebyggelsesmæssige spørgsmål er hvad der skete før.
Her bidrager omsorgstræthed med et sprog for nogle af de belastninger der er særlige for arbejde med mennesker: den gentagne følelsesmæssige påvirkning, den empatiske resonans, ansvaret for andre mennesker og de moralske dilemmaer der opstår når fagligheden støder mod arbejdets rammer.
Det betyder ikke at alle der arbejder i omsorgs- og relationsfag, udvikler omsorgstræthed eller stress. Og det betyder heller ikke at følelsesmæssige krav alene forklarer den psykiske belastning i disse fag.
Men store danske undersøgelser viser at følelsesmæssige krav bør tages lige så alvorligt som andre arbejdsmiljøbelastninger.
Omsorgstræthed flytter dermed opmærksomheden fra alene at se på den enkelte medarbejders symptomer til også at se på de belastninger der går forud. Forebyggelse bliver derfor både et individuelt, kollegialt, ledelsesmæssigt og organisatorisk ansvar.
Spørgsmålet bør derfor ikke kun være:
Hvor mange bliver ramt af stress?
Det bør også være:
Hvad udsætter arbejdet mennesker for længe før de bliver sygemeldte? Hvordan håndterer vi den påvirkning sammen?
Når relationen til andre mennesker er en del af kerneopgaven, er den følelsesmæssige påvirkning også en del af arbejdsmiljøet.
Kilder
Framke, E. et al. (2024). Emotional demands at work and risk of disability pension: a nationwide cohort study in Denmark. Occupational & Environmental Medicine, 81(5), 262–268. BMJ
Sørensen, J. K. et al. (2022). Emotional demands at work and risk of hospital-treated depressive disorder in up to 1.6 million Danish employees: a prospective nationwide register-based cohort study. Scandinavian Journal of Work, Environment & Health. PMC
Framke, E. et al. (2021). Emotional demands at work and risk of long-term sickness absence in 1.5 million employees in Denmark: a prospective cohort study on effect modifiers. The Lancet Public Health, 6(10), e752–e759.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Følelsesmæssige krav i arbejdet.
Singer, T. & Klimecki, O. M. (2014). Empathy and compassion. Current Biology, 24(18), R875–R878. https://doi.org/10.1016/j.cub.2014.06.054
Jameton, A. (1984). Nursing Practice: The Ethical Issues. Prentice-Hall.
Vaaben, N., Olesen, K. & Gylling, M. (2023). Should I stay or should I go? Moralsk stress som push-faktor i politi, folkeskole og ældrepleje. Københavns Professionshøjskole.
VIVE (2023). Når arbejdet udmatter: En litteraturbaseret og kvalitativ undersøgelse af omsorgstræthed som fænomen i den danske ældrepleje.
Wong, A. M. F. (2020). Beyond burnout: Looking deeply into physician distress. Canadian Journal of Ophthalmology, 55(3 Suppl 1), 7–16. https://doi.org/10.1016/j.jcjo.2020.01.014
Ofte stillede spørgsmål om omsorgstræthed
Omsorgstræthed er en naturlig reaktion på over længere tid at arbejde tæt på mennesker, der har det svært. Når vi igen og igen bliver følelsesmæssigt berørt af andres lidelse uden samtidig at få mulighed for at regulere belastningen, kan det føre til omsorgstræthed.
Det er ikke omsorgen i sig selv, der udmatter os. Det er den vedvarende empatiske belastning, når den bliver stående uden tilstrækkelig regulering og støtte.
Udbrændthed og omsorgstræthed overlapper som begreber på mange måder, men de er ikke det samme.
Udbrændthed er ifølge WHO, et syndrom som opstår af en langvarig arbejdsbelastning, der stresser bla pga. høje krav, manglende indflydelse eller utilstrækkelige ressourcer.
Omsorgstræthed er ikke en diagnose, det er et begreb der peger på de specifikke stressorer der er uundgåelige i relationsfag, og der følger med at være vidne til andre menneskers smerte og lidelse.
Empatisk stress er en af de mekanismer, der kan føre til omsorgstræthed.
Når vi møder et menneske, der lider, reagerer vores eget nervesystem automatisk. Det er en naturlig del af empati. Hvis denne påvirkning bliver ved med at ophobe sig uden regulering, kan den over tid udvikle sig til omsorgstræthed.
Omsorgstræthed er altså ikke det samme som empatisk stress, men kan være en konsekvens af langvarig empatisk belastning.
👉 Læs mere om empatisk stress (link).
Ja. Compassion fatigue er den engelske betegnelse for omsorgstræthed og bruges i international forskning. I denne artikel bruger vi den danske oversættelse omsorgstræthed.
Nej.
Tværtimod ser vi ofte omsorgstræthed hos mennesker, der gennem lang tid har været meget engagerede i deres arbejde.
Omsorgstræthed handler ikke om manglende robusthed. Den opstår, når belastningen over tid bliver større end vores mulighed for at regulere den.
Forebyggelse handler derfor ikke om at blive hårdere, men om at skabe bæredygtige måder at passe på sig selv, samtidig med at man passer på andre.
Omsorgstræthed kan vise sig på mange måder.
Nogle oplever at blive følelsesmæssigt drænede eller mere irritable. Andre får sværere ved at slippe arbejdet, mister energi, tvivler mere på sig selv eller trækker sig fra relationer.
Mange beskriver også en oplevelse af at være mindre nærværende eller mindre tålmodige – både på arbejde og derhjemme.
👉 Læs mere om symptomer på omsorgstræthed (link kommer).
Omsorgstræthed kan ramme alle, der arbejder tæt på mennesker.
Den ses blandt andet hos sygeplejersker, læger, psykologer, socialrådgivere, pædagoger, lærere, terapeuter, SOSU-medarbejdere, præster, ledere og frivillige.
Det afgørende er ikke professionen, men graden af følelsesmæssigt engagement i arbejdet, samt evner og ressourcer både i den enkelte og i kollegagruppen til at støtte hinanden.
👉 Se mere i min bog om omsorgstræthed her
Ja.
Forskningen peger på, at omsorgstræthed kan forebygges, når vi arbejder med både de individuelle og organisatoriske faktorer, der påvirker belastningen.
Det handler blandt andet om følelsesmæssig regulering, indre medfølelse, social støtte, mulighed for faglig refleksion, faglig integritet og oplevelsen af mening og indflydelse i arbejdet.
Omsorgstræthed er ikke en sygdom, men en belastningsreaktion.
Derfor handler indsatsen ikke om behandling i traditionel forstand, men om at mindske belastningen og styrke de ressourcer, der gør det muligt at være i arbejdet på en bæredygtig måde.
Mange oplever, at de med den rette støtte og træning gradvist genfinder både arbejdsglæde, nærvær og overskud.
Ja.
Mindful Self-Compassion (MSC) er en af de bedst dokumenterede metoder til at styrke indre medfølelse og følelsesmæssig regulering.
Forskningen viser blandt andet, at træningen kan mindske stress, selvkritik og udbrændthed og samtidig styrke trivsel, robusthed og evnen til at være nærværende i arbejdet med andre mennesker.
Nej.
Omsorgstræthed udvikler sig i samspillet mellem mennesket og de rammer, arbejdet foregår i.
Derfor handler forebyggelse både om den enkelte medarbejders muligheder for regulering og selvomsorg og om organisatoriske forhold som arbejdspres, ledelse, social støtte og mulighed for at udføre arbejdet fagligt forsvarligt.
Moralsk stress opstår, når vi ved, hvad der ville være fagligt eller etisk rigtigt at gøre, men ikke har mulighed for at handle derefter.
Hvis det sker gentagne gange, kan det føre til en oplevelse af afmagt, utilstrækkelighed og gradvis udmattelse. Moralsk stress er derfor en vigtig risikofaktor for udvikling af omsorgstræthed.
👉 Læs mere om moralsk stress (link kommer).
Empati handler om at mærke eller forstå et andet menneskes følelser.
Medfølelse bygger oven på empati. Den rummer samtidig ønsket om at lindre lidelsen og evnen til at være til stede uden selv at blive overvældet.
Nyere forskning peger på, at det ikke er medfølelse, der udmatter os. Det er den empatiske belastning, når den ikke bliver reguleret.
Indre medfølelse handler om den måde, vi møder os selv på, når arbejdet er svært.
Mange fagpersoner reagerer med selvkritik, når de føler sig utilstrækkelige. Forskningen viser, at indre medfølelse kan styrke følelsesmæssig regulering, mindske selvkritik og gøre det lettere at bevare både engagement og arbejdsglæde over tid.
Hvis du oplever, at arbejdet fylder mere og mere – også når du har fri – hvis du føler dig følelsesmæssigt drænet, mister tålmodighed, tvivler mere på dig selv eller har sværere ved at finde glæde i arbejdet, kan det være tegn på, at belastningen er ved at blive for stor.
Jo tidligere vi bliver opmærksomme på signalerne, desto lettere er det at forebygge, at omsorgstræthed udvikler sig. At reagere i tide handler ikke om svaghed, men om at passe på den vigtigste ressource i relationsarbejdet: dig selv.
Nej.
Omsorgstræthed er ikke en diagnose, men et forskningsbaseret begreb, der beskriver en belastningsreaktion, som kan opstå hos mennesker, der arbejder tæt på andres lidelse.
Selvom omsorgstræthed ikke er en diagnose, betyder det ikke, at den er mindre virkelig. Tværtimod viser forskningen, at langvarig omsorgstræthed kan påvirke både trivsel, arbejdsglæde, relationer og risikoen for stress og udbrændthed.