Præstationskrav er ikke kun noget vi selv finder på!

Der er også kulturelle og samfundsmæssige grunde til at vi bliver ekstra hårde ved os selv.

Ser du også X-factor eller Vild med dans eller Paradise Hotel? Eller de andre programmer der udvælger enkelte som særlige, kårer vindere eller

De sidste 10-15 år har vi set et fokus på enkeltpræstationer som aldrig før. Vi leder efter dem der kan, dem der kan træne sig til særlige præstationer, eller dem der kan vinde.

Det slet skjulte fokus i på præstation i samfundet, har en bagside vi knap så let fejrer:

Vi vil helst være lidt over middel alle sammen.

Finde lige DET område hvor vi hver især kan noget særligt.

Men vi kan jo i sagens natur ikke alle være over middel.

Kristin Neff, Associeret professor i psykologi på Austin Universitet, taler om at hvor vi engang oplevede trusler i form af tigre og overlevelse, så er den ovelevelseskamp nu på vores selvforståelse.

Vi skal kæmpe for vores identitet. For vi s-k-a-l have en identitet så vi kan overleve.

Og i dag skal vi helst være særlige alle sammen. Eller i det mindste særlige til et eller andet.

Det er et pres. Et konstant pres. Et fysiologisk usundt pres.

Et pres som vi idag internaliserer, og gør til vores egen kamp om identitet.

Vores krop reagerer nemlig på samme måde overfor ydre trusler (tigre og vrede elefanter), som på indre trusler (‘åh nej, jeg er ikke _____nok ‘(særlig nok, smuk nok, dygtig nok)

Det betyder at dit nervesystem kæmper. Ikke kan holde fri og slappe af, fordi der hele tiden er noget på spil. En kamp for overlevelse.

En kamp som hele tiden støttes af vores fokus på præstationer, og fokus på individer. F.eks. i TV serier hvor enkelt præstationer hyldes.

Og nej, der er ikke noget i vejen med at præstere. Eller at ville blive dygtig. Slet slet ikke. Men der er noget i vejen med det når det hindrer en almindelig evne til at falde til ro.

Der er noget i vejen  når præstationskrav bliver noget vi skal kunne og klare fra vugge til grav.

Fordi det er urealistisk. Fordi det ikke støtter almindelig sund udvikling i at kunne præstere. Det bliver et pres der blot ødelægger.

Det bliver et pres der ikke understøtter det, som det prøver at støtte: nemlig den enkeltes ret til at udtrykke sig og gå efter de drømme der er vigtige.

Når vi ser den enkelte og individet som noget løsrevet fra helheden, så oplever vi os separerede og anderledes fra andre.

Det medfører en mere eller mindre konstant strøm af sammenligning. Vores succes og evne til at nå målene bliver det primære fokus for vores identitet.

Det føder selvkritik.

Selvkritikken aktiveres når vi hele tiden sammenligner og vurdere os selv ift. andre.

Selvkritik aktiveres af vores søgen efter at overleve.

Den aktiveres når vi sammenligner os med andre. For det er vel sjældent dig der vinder den sammenligningskonkurrence?

For det meste så ligger vi mærke til alt det de andre kan, som vi ikke kan. Alt det de er bedre til.

Bortset fra når vi indimellem har brug for et boost selv, så dømmer vi andre – hun er ikke lige så god til at lave madpakker til børnene som mig. Eller min kage til klassefesten var bedre. Eller min hår er plejet bedre end de andres. Min mand er flottere/dygtigere/ bedre til xxx.

Men selve det at sammenligne os med andre er hovedproblemet. Vi dømmer. Vi sammenligner. Vi vurderer.

Det er den slags stof som selvkritikken lever af.

Den aktiveres af vores grundlæggende overlevelsesmekanisme om at passe ind, at blive accepteret i gruppen.

Derfor bliver selvkritikken også aktiveret af vores samfundsfokus på enkeltpræstationer.
Og Endnu værre:
Selvkritik er både aktiverende og vedligeholdende element i langt de fleste psykiske lidelser.
Der ER sammenhæng mellem vores øgede angst og depression og stress sygemeldinger, og vores fokus i samfundet generelt. Det gælder ikke kun i Danmark, det er generelt i den vestlige verden at vi oplever det her fokus. På hvem der er inde (og dermed hvem der er ude), på hvem der kan (og dermed på dem der ikke kan).
Vi polariserer. Vi deler os ind i grupper. Vi kæmper for at tilhøre den ene gruppe eller den anden.Vi peger fingre.

Der er flere – også danske – fagfolk, der peger på problemet:

Eva Secher Mathiasen, Formand for Psykologerne, peger på at Verdens lykkeligste folk er tynget af angst og præstationskrav’
»Vi dyrker gennemsnittet, som om de var eliten. Vi forlanger, de skal kunne mere, end de kan præstere, og det er der mange, der bliver psykisk belastet og syge af. I stedet skal vi lære at elske gennemsnittet. For vi kan ikke konstant præstere. Nogle gange skal man også bare glo ind i væggen og lave absolut ingenting – få fred for de konstante krav. Men den kan være svær at finde.
” Læs hele artiklen her http://www.ugebreveta4.dk/verdens-lykkeligste-folk-er-tynget-af-angst-og-praest_20576.aspx

Sociolog Anders Petersen kalder det for ‘det blide barberi’:
»I præstationssamfundet kan alt potentielt lade sig gøre. Derfor er du den eneste grænse for, hvor godt dit liv kommer til at være. Hvem vil ikke gerne være herre over sit eget liv? Hvem vil ikke gerne være fleksibel, robust og realisere sig selv? Det er jo så fint pakket ind, så vi accepterer, at vi er nødt til at udvikle os selv konstant. Men det bliver til en barbarisk tvang, som konstant presser os«. Læs hans artikel her: http://politiken.dk/debat/ECE3367376/praestationssamfundet-goer-os-deprimerede/

Så løsningen?

Empati.

Mere forståelse for hvordan vi rent faktisk fungerer som mennesker.

Plads til fejtagelser.

Alt det vi gerne vil have – innovation, nytænkning, robusthed, evne til at tackle en kompliceret hverdag – kræver at vi giver os selv og hinanden plads til fejltaFind indre ro og styrkegelser, til sårbarheder, til at være mennesker. Ikke maskiner der kun er gode nok så længe de kan præstere og klare kravene.

 

mvh

Helle Laursen

 

 

Vil du gerne stoppe den selvkritik der bare er FOR hård? Og vil du stadig gerne kunne motivere dig selv, tage dig sammen og finde en god balance hvor du rent faktisk GØR det der er vigtigt at få gjort?

Så check mit Online Kursus

ingenting i vejen med dig

Der er ingenting i vejen med dig! Fra selvkritik til Selvaccept.