Hej Helle

Jeg bliver nervøs og usikker når jeg skal præstere noget, dette både på studie, job og fritid. Eks. når jeg løbetræner, gør jeg det altid alene, fordi jeg føler mig presset, når jeg løber sammen med andre. Er jeg til et løb, eks. alt for damerne løb, bliver jeg meget forpustet og føler slet ikke jeg kan løbe så godt som jeg plejer. Ligeledes fortryder jeg 1000 gange at jeg har tilmeldt mig løbet, og sover dårligt op til løbet, så nu løber jeg alene og helst tidligt morgen, hvor alle andre sover.

Jeg har det svært med at blive vurderet af andre, og af mig selv. Stiller helst ikke for mange mål op, for at undgå hvis jeg nu ikke lykkedes. Jeg saboterer ofte mig selv, ved at undgå situationer hvor jeg bliver vurderet af andre, og hvis jeg mister troen på mig selv eller på det projekt jeg er i gang med, stopper jeg bare eller udsætter til senere.

Lige pt. holder jeg pause fra et zoneterapistudie, men jeg mistede også lysten til det, følte jeg var udbrændt, idet jeg bare gav og gav og ikke følte jeg fik noget igen. Jeg har meget svært ved at comitte mig 100 %, skal helst altid lige have et loophole som udvej, og at andre ikke tror at de ved hvor de har mig. Jeg bryder mig ikke om at have for mange regler, har faktisk en regel der hedder: alle regler er til for at blive brudt:-)
Men samtidig har jeg denne lyst til at udfordre mig selv, og simpelthen komme videre og kunne nyde at vise hvad jeg kan og gøre hvad jeg har lyst til, trods andres mening.

Jeg vil f.eks. gerne kunne sige noget i forsamlinger og holde tale osv, men er meget genert og rødmer nemt, hvilket jeg godt er klar over at jeg må acceptere, men det begrænser mig utroligt meget, idet jeg ikke har lyst til at udstille min egen svaghed/nervøsitet. Men jeg vil rigtig gerne lære at tage mere ansvar, og slippe min præstationsangst.
Hilsen L

Kære L

Det lyder som netop det du kalder det – præstationsangst.
Og – som med alle typer af angst – må vi lære at leve med det, og at tage vare på os selv i situationerne. Altså lære at dosere og udfordre og eksponere os selv lige tilpas. Det nytter ikke at hoppe ud på dybt vand hvis du skal mindske dine reaktioner. Men det nytter vældig meget at træne sig i at relater anderledes til dem – så det ikke er dem der styrer dig.

Man kalder det ‘eksponering’ og pointen er at langsomt udsætte sig for det der er ubehageligt, men uden at overskride grænsen for hvad man kan (altså hvornår reaktionen bliver for stor). Som en muskel der skal trænes. At overtræne giver bagslag.

Mht til det at have svært ved at comitte sig, lyder det til at du kan have tendens til at ‘mismatche’? Altså til altid at ønske en tydelig udvej, altid at lægge mærke til det der kunne være anderledes eller gjort bedre? Mismatcherens intension er jo faktisk udvikling og forbedring, med det skarpe blik for alt det der kunne være bedre eller mere effektivt. Udfordringen for mismatcheren er at kunne give sig selv en mentale udvej ( som f.eks. ‘jeg kan løbe eller lade være, jeg bestemmer selv’) Så kraften kommer tilbage til dig selv, og det ikke er på trods eller pga. andres ønsker at du gør det du gør.

Hvordan ville det være, hvis du accepter at det er sådan du nu er skruet sammen, bade med tendens til præstationsangst, og mismatcheri? At acceptere at dine automatiske reaktioner kræver at du er meget bevidst om hvordan du reagere og taler til dig selv, for at andres domme og vurderinger ikke fylder for meget og ikke styrer dig?

Jeg vil foreslå dig at fokusere på din egen indre dialog.

Hvordan reagerer den, når du mærker muligheden for at andre vurderer dig?Hvordan vurderer og dømmer du så dig selv?
Hvordan ville din dialog lyde hvis du er din egen bedste ven?

Når vi reagerer på andres domme (eller det vi tror de siger eller tænker eller vurderer os på), så er den automatiske reaktion oftest, at vi begynder at vurdere os selv mere. Og andre. Vi finder de områder eller situationer hvor vi er dårligere end andre og de steder vi oplever os på bedre grund end andre.

Vores indre venlige og medfølende stemme, kan trænes. Ligesom vi har en indre kritiker (som er der helt automatisk), så har vi også indbygget en automatisk mulighed for at være venlige og støttende. Vi bruger primært evnen til at være støttende overfor andre, men hvis den indre dømmende kritiker kommer ud af kontrol, er det denne indre medfølende stemme, der kan være modgiften.

En meget effektiv modgift. For jo mere vi træner den indre venlige og støttende stemme, jo mindre tror vi på den indre dømmende kritiske stemme.

Den er en kraftfuld ven, fordi den kommer ud af kærlighed og omsorg. Ikke ud fra frygt, som den indre kritiker.

Jeg har lavet en lydfil til dig med en introduktion til en øvelser der vil kunne hjælpe dig med at kultivere den her indre medfølende stemme. Den tager udgangspunkt i at ændre en adfærd. Men sørg for at den adfærd du vælger at fokusere på i øvelsen, er en du reelt har lyst til at ændre., så du ikke farer vild i mismatcheriet J

Alt godt til dig!

Helle