At hjælpe andre

Nøgle 3 i at hjælpe andre: accept

Den sidste og afgørende nøgle for dig der har en hjælper rolle, er Radikal Accept.

Den første var Resonans. Den anden var Ressourcer. Den sidste handler om evnen til at rumme og se det der er på spil, uden at miste os selv og uden modstand på situationen og det som den gør ved os.

Radikal accept.

At acceptere er at rumme alt der er i det enkelte øjeblik, uden at fixe det. Uden at ville det anderledes. Både acceptere situationen som du befinder dig i (der ikke er dine problemer og din smerte). Det er den del du er vandt til at acceptere. Det er jo vilkåret i dit arbejde (eller din rolle hjemme hvis det er i privat livet du har en hjælpe rolle funktion).
Men der er mere til Radikal Accept. Det er også s-a-m-t-i-d-i-g-t at acceptere og rumme alt hvad situationen gør ved dig.

Hvorfor er det svært at acceptere?

A:
Vi er ikke kun ved siden af en anden, vi bliver for en kort bemærkning eet med den vi er sammen med. Fordi vores nervesystem bliver påvirket. MR scanninger har nuanceret vores forståelse af hvad vi reagerer på – og vis du står overfor en der aer sig selv på kinden, vil DIN hjerne reagere på samme måde som den der aer sig på kinden. Hvis du er sammen med en der er deprimeret, så vil din hjerne reagere på samme led som den deprimeredes.

Det betyder at du skal stå stærkt både personligt og fagligt, for at kunne se en vej gennem situationen.

Din grænse for hvad du kan acceptere i andres, er grænsen for hvad du kan rumme af dine egne reaktioner, følelser og stemninger. Hvis du ikke kan rumme hvad der sker indeni dig selv, vil du have mindre energi fri til at fokusere på den anden.

Når vi kan rumme os selv, kan vi sætte os selv til side og lade fagligheden og den anden få den plads de har brug for.

B:
Vi har en naturlig tendens til at afvise og undgå det der er svært. Vi skubber det til side, vi prøver at ordne, fikse eller sørge for at det kommer væk. Vi vender os væk fra ubehaget, og hen mod det vi vil have i stedet for. Vores naturlige evne til modstand hjælper os i mange situationer. Som når du står i Netto og får en opringning om noget der er helt galt med en nabo – så vil du i de fleste situationer kunne samle dig sammen og betale inden du skynder dig hjem, for at følge op på naboen.

Men modstand er ikke hensigtsmæssigt i lang tid. Det kommer til at modarbejde det vi ønsker. At skubbe til side, løser ikke nogen problemer. At fikse løser ikke de følelser der er i klemme i situationen.

Modstand låser os – og dem – fast i et ønske om at noget var anderledes. Når vi er i modstand, er det lettest at fokusere på alt det de andre omkring kunne have gjort anderledes. På det jeg skulle have gjort eller ikke gjort for 10 år siden. På hvordan rammerne og strukturerne i samfundet/kommunen/alle steder uden for min kontrol, gør situationen svær.

Når vi som hjælpere står overfor andre der har behov for hjælp, så er de samme mekanismer i spil. Den vi skal hjælpe, har samme tendens til at undgå at mærke smerte. Og når vi også bliver fanget af automatikken i at undgå eller mindske smerten, så er vi længere fra at se problemerne i øjnene. Lige meget om vi går med på deres automatiske modstand, eller det er vores egen modstand mod det vi sanser og fornemmer indeni.

Vi har dobbelt arbejde som hjælpere – at rumme andres følelser og reaktioner, foruden at rumme vores egne.

Først når vi kan navigere i egne og andres følelser og egne og andres modstand, SÅ kan vi sætte os selv til side og lade fagligheden fylde i mødet med den vi hjælper.

Hvorfor er accept en nøgle i at være effektiv i din hjælper rolle?

Fordi vi kun kan handle og ændre det vi kan se i øjnene. Vi skal være til stede midt i den virkelighed vi gerne vil ændre.

Det er det vi kalder at tage ansvar for vores situation. At vi ser den i øjnene. Det er en proces for de fleste af os, som vi ikke må tage for givet.

Fordi en større grad af accept er en større grad af nærvær i den givne situation. Handlekraft ligger i nuet. Ikke i en fremtid eller en fortid der kunne have været anderledes.

Dét er din rolle som hjælper at få den anden ind i nuet og se de muligheder der er. Og evt. De konsekvenser der måtte være ved ikke at handle, ikke at ændre vaner. Råt for usødet.

At se virkeligheden i øjnene når den er svær eller smertefuld, kræver villighed. Og villighed kan vi kun have et skridt af gangen. Villighed er det der får os op på hesten igen. Og igen.

Som hjælper, er det vores opgave at hjælpe den anden til at se virkeligheden i øjnene – alt det vedkomne magter. Skridt for skridt. Hvad enten det er at være villig til at gennemgå de smerter som genoptræning af et brækket ben vil give. Eller villighed til at lade sorgen være en del af mit liv i en periode. Eller villighed til at lade være at købe det jeg egentlig ikke har råd til.

Jo mere vi kalder trolden ved navn, jo mere frihed, energi og handlekraft har vi. Så kan vi se hvad vi kan og ikke kan, og hvad der er behov for hjælp fra andre til. Når vi kan se vores udfordringer, kan vi finde energi og ressourcer til at handle. Ressourcer til at skifte handlemønstre, ressourcer til at bede om hjælp.

Som hjælper, er det dit ansvar at kunne være fuldt til stede i mødet med den anden. At rumme dig selv, og dine reaktioner. Selv når der ikke er fremgang, eller der ikke er meget håb om forandring. Evne at være lige der hvor den anden er, kræver at DU er der hvor DU er.

kh

Helle

 

Ps

Vil du lære mere om at have dig selv med i din hjælperrolle?

Se her http://nordic-compassion.dk/resiliens/

Eller se nøgle 1: Resonans

hjælpe rollen

 

 

 

 

 

 

 

Og Nøgle 2: Ressourcer

træn ressourcer