Hjælp andre uden at brænde ud(1)

Er medfølelse en evne eller en tillært færdighed?

Selvom Darwinister i mange år har været fremtrædende i debatten om menneskers iboende styrker, så er der markant og stærkt voksende evidens for at medfølelse er vores første og dybeste instinkt. I både dyr og mennesker.

Der er resultater der tydeligt indikerer at både rotter, chimpanser og menneskebørn har en iboende evne til at være empatiske og hjælpende overfor andre. Selv inden de er gamle nok til at have lært at det er noget der giver dem anerkendelse.

Medfølelse er en evne der er  medfødt.

Og tværkulturelt.

Det findes i alle kulturer i hele verden. Det kan variere hvilket udtryk det har i de enkelte kulturer. Men der elementer der alle steder bruges når vi som mennesker udtrykker medfølelse: At give varme, at være blid i stemmeføring og ansigtsudtryk, at berøre venligt.

De tre elementer opfattes i alle kulturer (i den rette sammenhæng) som værende udtryk for medfølelse.   Vi henter et tæppe til hende der ligger på sofaen med ondt i halsen. Vi er rolige i stemmen når vi trøster et en der er oprevet. Vi aer et barn ligeså stille på ryggen når det er ked af det.

Faktisk er det så nødvendigt at vi slet ikke kan overleve som babyer hvis ikke vores omsorgsgivere evner en eller anden grad af medfølelse. Det er ikke nok at en mor har empati og mærker sit barns sult eller træthed. Hvis ikke hun reagerer på det på relevant vis, så er det ikke medfølelse.

Og hendes reaktion er afgørende for at babys nervesystem kan falde til ro, når det er oprevet. Sundhedsplejerskerne kalder det at ‘låne sin ro til barnet’, og det er meget mere en følelsesmæssig beroligelse. Det er en fysiologisk respons, som er afgørende og nødvendig for barnet.

Medfølelse ligger i vores DNA, som en automatreaktion overfor babyer og andre der har behov for det. Vi var ikke overlevet som race, hvis ikke vi evnede det.

Men vi kan stadig udvikle på det.

Men medfølelse er tydeligvis også en evne der kan læres.

Det kan trænes og forstærkes, på samme vis som vi træner muskler op.

Det er en evne der kan trænes mere eller mindre i løbet af vores opvækst, og underordnet hvor meget du kender til medfølelse som voksen, så kan du altid træne den.

Et af de områder der er lavet meget forskning indenfor de seneste år er, evnen til selv-medfølelse. Der er ikke forskel på medfølelse, om det rettes mod os selv eller andre. Men det betyder at vores relation til os selv er afgørende for hvordan vi håndterer svære situationer i livet, og her er evnen til selv-medfølelse en afgørende ingrediens.

Undersøgelser der indbefatter krigsveteraner med PTSD reaktioner, afslører at graden af deres PTSD reaktioner ikke handler om graden af de oplevelser har haft. Det handler om graden af deres evne til at se egen reaktion som menneskelig (eet af elementerne i medfølelse) og være medfølende overfor dem selv.

Undersøgelser baseret på børn med traumatiske opvækstsforhold, med meget lille grad af evne til medfølelse – viser at de kan lære det.

Ligesom alle andre.

I samme grad som dem der ønsker at øge evnen til medfølelse, fordi de står i svære relationer dagligt (sygeplejersker, læger, pædagoger, SOSU)

Det handler dybest set om at lære at skabe en varmere relation til os selv.

For det er udgangspunktet for at kunne skabe en varm relation til andre. Det er udgangspunktet for at mindske vores stress, angst eller depressive reaktion på de forhold vi udsættes for eller møder gennem livet. Det er udgangspunktet for at kunne tage alt det gode i livet ind.

Medfølelse er dybest set evnen til at være menneske.

Vi bør ikke være bange for lidelse, men kun for ikke at vide hvordan vi kan håndtere lidelsen.