Kære Helle

Jeg har gennem mange år haft stor glæde og gavn af mindfulness, og det særlige fokus på selv medfølelsen er lige det, jeg har brug for nu. Der er mange situationer i mit liv, hvor jeg både kan mærke og vise min sårbarhed og heldigvis mærker jeg også min stærke robusthed. Jeg har et godt liv med til tider svære vilkår, og vil ikke fortryde hvad min energi bruges på. Jeg er midt i 40’erne, gift og har to børn – og en medspiller i vores liv er kræft.

Jeg har tilbagefald og det betyder, at jeg har været i kemo hver 3. uge i to år – og jeg skal fortsætte så længe det holder kræften i ro. Det gør den heldigvis, men samtalerne med svar på scanningerne er selvfølgelig forfærdelige (lindrende berøring hjælper en lille smule i ventetiden). Samtidig har jeg en rigtig god hverdag og så utroligt meget at være taknemmelig for.

Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle spørge dig om. Først tænkte jeg over de svære følelser og situationer f.eks. de “forbudte” følelser, når jeg bliver jaloux på andre, der f.eks. kan se frem til at blive bedsteforældre, flytter til udlandet, tager på ferie langt væk o.lign. som jeg trods mit store håb og min optimisme nok aldrig kommer til at opleve! Særligt svært har det været for mig at opleve, hvordan kvinder, der har mistet eller er blevet skilt, finder sig en ny kærlighed og en ny “far” til børnene.

Jeg har altid sagt til min kone, at hun skulle finde en ny at dele sit liv med, hvis jeg dør (og det ønsker jeg, for jeg elsker hende så højt, at jeg ønsker hende det bedste). MEN efter det faktisk er blevet mere sandsynligt, kan jeg ikke holde ud at tænke tanken. Hun er jo mit livs store kærlighed og jeg vil være hendes – og ingen skal “tage min plads” som far Og DET kan jeg ikke sige højt!

Nu tænker jeg så på, at den del af selv-medfølelsen, jeg måske ikke får fat i (eller mærker hjælper mig) er det fælles-menneskelige (husker ikke lige, om det er udtrykket), for jeg kan føle mig meget alene med det her (og har P.t ikke lyst til at gå i gruppe – selv om jeg har gjort det flere gange tidligere og anbefaler det til andre). Nå, men jeg tænker, at det her ikke er så let at svare på- OG at jeg faktisk trives rigtigt godt i mit liv … selv med disse “forbudte” tanker og følelser.

SÅ MIT SPØRGSMÅL hører til i den den generede hverdags-kategori. I perioder (nogle dage af og til) dukker der ærgelser og fortrydelser op igen og igen. Og selv om jeg øver mig i ikke at gå ind i tankerne og bore rundt i det, så dukker de samme tanker op. Hændelser, der for mig at se, er dels ligegyldige og dels ikke kan gøres om. Tanker i stil med: “Vi forærede jo nærmest den gamle bil væk – vi kunne nok have fået lidt for den, hvis vi havde forsøgt!”. Og den tanke har andre venner, som den tager med. Og hold da op, hvor den slags tanker slet ikke er livgivende for mig. Hvad skal jeg da med dem! Jeg må indrømme, at jeg ville ønske, at jeg kunne slippe disse tanker. Hvordan tænker du, at jeg kan brug selv-medfølelsen her?

Jeg glæder mig til at få dit svar.
Kærlig hilsen H

Tak for dit spørgsmål!

Egenligt er jeg ikke sikker på at der er så stor forskel på hhv. tankerne og ærgelserne  der kører i ring om mindre vigtige ting, og så den lidt større problematik omkring det du kalder ’de forbudte følelser’.

Det der er ens omkring de to situationer, er jo, at der er noget konkret, håndgribeligt som du vil ønske var anderledes. Om det er uvisheden for fremtiden, om det er sandsynligheden i at din kone lever længere end dig og måske finder en anden at dele sit liv med – eller om det er prisen på den gamle bil.

Det er alt sammen ting og situationer du har et ønske til. (Selvfølgelig har du det! Du er menneske!). Der er ikke noget i vejen med at ønske svære og udfordrende (din sygdom og alt den bringer med) eller irriterende situationer (bilsalg) anderledes end de er!

Men. Der er nogle konsekvenser ved det.

Selv-medfølelse har jo 3 elementer, dels 1) opmærksomheden der prøver at se situationer og følelser balanceret og præcist. Altså uden at fornægte eller overdramatisere.  Dels 2) venligheden, som er den der kan lindre når noget er svært. Og dels den 3) fælles menneskelighed, som du selv nævner. Det er den der minder os om at vi blot er mennesker. At vores reaktioner nok er ret normale. At andre i samme situation sagtens kan have samme oplevelser og følelser.

Så den fælles menneskelige perspektiv, ville måske sige noget i retning af:
Kunne du forestille dig andre i samme situation, som heller ikke kunne sige højt alt hvad de føler? Kunne du forestille dig andre i tilsvarende situation, der både ønsker det godt for deres kone og børn og samtidig kan være misundelige på andre der kan regne med børnebørn, og samtidig ikke ønske at konen finder en ny der overtager ’pladsen’? Kunne du forestille dig andre i den situation,  der ønsker at være den eneste store kærlighed?
Jeg kan sagtens!

Måske du skal formulere det lidt anderledes – men pointen er, at andre i tilsvarende situation, meget sandsynlig ville føle og opleve noget tilsvarende det du gør. Selv modsatrettede følelser er ret almindelige.

Og at det du oplever, set fra det fælles menneskelige perspektiv, er meget meget forståeligt. Nærmest mærkeligt hvis det ikke var sådan. Ville du forvente af en god ven i samme situation at han var en upåvirket engel der kun ønskede godt for de nærmeste, og ikke selv havde følelser og en holding til det der måtte komme?

Nej vel?
Det fælles menneskelige perspektiv er det, vi kan svare på ved at  over veje hvad vi ville sige til en god ven eller veninde eller kollega i samme situation. Hvad tror du han ville have brug for? Hvad ville du foreslå ham? Minde ham om? Fortælle ham?

At han er god nok og helt perfekt som han er, inkl. alle de modstridende følelser? At hans kone aldrig kommer til at glemme ham? At han for altid vil være den eneste far til de smukke børn, ligemeget hvem der senere måtte komme tættere på den rolle også? At han gerne må have forbudte følelser? At han selv bestemmer hvilke følelser han fortæller om? At hans kone sikkert godt kan forstå at han både vil ham det godt, og samtidig ikke vil at andre skal tage pladsen i hendes hjerte?  At hun godt kan forstå hans sorg over måske ikke at opleve at blive bedsteforælder?  At hun godt kan rumme de modsatrettede følelser, fordi hun kender ham og elsker ham ?

Andet du synes han skulle have at vide?

Skriv evt et brev til dig selv. Tal somom du skriver til en god ven hvis det er svært at komme i gang.

Og en pointe om følelser: De heler i modsætninger. Vi kommer ikke til at undgå følelsen af at være alene, ved at bruge selv-medfølelses redskaber. Ligesom vi ikke kommer til at få den væk som et trylleslag, ved at huske det fælles menneskelige perspektiv. At kunne rumme både aleneheden OG det at alenehed er almen menneskeligt, giver lige lidt mere luft og plads indeni. Det er et skridt mod det at blive venner med følelserne. Nogle følelser – som ensomhed og alenehed – tager oftest mange skridt at komme overens med.

At  vi kan føle os alene når vi er syge er lige så sikkert som at vi føler os alene når vi står ved siden af nogen vi holder af, der er syge, og vi ikke kan gøre noget for dem. Andet end at være der.

I parentes er det den rolle der har fyldt meget i mit liv, da min ene datter har været syg af flere omgange. Og jo, jeg har følt mig alene og været misundelig på alle de mødre der havde børn der ikke krævede noget særligt. Jeg siger det ikke for at mindske din smerte og sorg, men for at fortælle at vi alle når vi møder sygdom tæt på, oplever ensomhed, angst, bekymring og alt mulig andet. Fordi det er almindeligt menneskeligt. Og gad vide om ikke også din kone oplever sin andel?

Der er ikke noget mærkeligt eller forkert i at føle os alene i de situationer. Men hvis vi samtidigt kan huske at det er normale følelser som alle mennesker i den situation sikkert ville opleve, så tager det ligesom brodden af aleneheden. Vi oplever alenehed og ensomhed. Men det er noget alle mennesker oplever. Du og jeg er blot to eksempler på det. Vi er ikke de første og vi bliver helt sikkert ikke de sidste.

Så selv-medfølelse for dig lige nu?

Husk. Det ændrer ikke på smerten og det vi oplever. Men det kan støtte os og lindre os netop fordi det er som det er. Det gør det lettere at være i det der er svært.
Hvis du bruger øvelserne på CD’erne, så brug dem netop fordi det er svært. Ikke for at få følelserne til at gå væk. Det er en subtil men afgørende vigtig forskel, hvis du skal have glæde af det.

Giv alle de svære ting lov at være der. Både bilen der blev foræret væk, og tankerne der kører i ring om både det og om fremtiden. Og fortsæt med at være taknemmelig. Glæde og taknemmelighed skal kultiveres. Vi er som velcro for svære følelser og som teflon for positive. Det er en overlevelsesmekanisme (som race har det været vigtigere for overlevelsen,  at fokusere på det der er udfordringer end det der går godt). Så glæde og taknemmelighed kræver konstant fokus.

Giv tankerne om irriterende småting lov til at komme (du kan ikke styre dem. Du kan ikke bare slippe dem. De er der. De kommer automatisk.) Men giv allermest dig selv lov til at blive støttet og tage imod det der virkeligt er vigtigt for dig sådan som livet er lige nu.

Når fokus rettes mod hvad der skal til for at du kan være her og have det godt med det du skal tackle, og når fokus er på taknemmelighed og glæde – så får de svære ting lov at være der, men de sidder ikke ’fast’ så længe. De kan komme og gå.

Det stabile er, at du er perfekt som du er, og kan tage vare på dig selv. Bede om hjælp. Sove en lur. Glædes over ungerne, og alt det der er at glæde sig over.

Kort sagt er selv-medfølelse at kunne leve livet, lige som det er.  Svært, sjovt, smukt, misundeligt, sorgfuldt, taknemmeligt, dybt. Med de udfordringer vi hver især får foræret. Med de modsatrettede følelser, som altid er der. Især når livets skrøbelighed bliver tydeligt. Og med fokus på det der er vigtigt og med redskaber til at støtte os selv når det bliver svært.

Med ønsket om at du må mærke al den styrke og medfølelse og støtte du har brug for hver eneste dag

Helle