Hej Helle

Jeg har situationer på arbejde, hvor jeg har svært ved at holde fast i mig selv. F.eks. Har jeg et barn til træning, hvor moren holder fast i at kommunen (sagsbehandler, leder i vuggestuen, pædagoger og mig), ikke ser denne drengs behov samt at der ikke tages nok hensyn til mor. Jeg kan godt forstå hun har det hårdt i hverdagen, det er slet ikke en let situation hun står i.

I denne forløbne uge har der så været et møde om et fremtidigt tilbud. Moren kontakter os alle enkeltvis og mener at de andre modarbejder hendes barns tarv og ønsker at alle deltager på mødet.

Jeg er ikke indkaldt til mødet, hvilket undrer mig udfra det mor siger omkring hvad mødet skal handle om. Så jeg tager kontakt til lederen, men får en kort mail at det er med vilje jeg ikke er indkaldt, uden forklaring af mødets indhold ellers.

Dagen efter ringer sagsbehandleren, og hun starter meget bestemt ud i tlf, jeg får med det samme en klump i maven og føler at vi ikke er i samme båd omkring dette barn, og at hun forventer jeg vil bekrige hende. Hun siger bla at jeg ikke er inviteret og ikke skal møde op, da det ikke er vigtigt for mig! Og at det er svært for dem, at have med mor at gøre når jeg har lovet mor at jeg vil være tilstede ved mødet. Om jeg ikke kan se at mor lavet splitting?

Jeg må afbryde hende for overhovedet at få et ord sagt! Jeg forklarer hende at jeg ikke har tænkt over at mor laver splitting, og at da jeg ikke ved præcist hvad mødet skal handle om, bliver jeg nødt til at reagere på mors henvendelse.

Først nu fortæller hun hvad mødet skal handle om. De har taget min status med, og udfra det hun siger kan jeg sagtens se at det ikke er nødvendigt jeg deltager på mødet.

Bagefter har jeg så gået med en klump i maven, og har ikke rigtigt kunne slippe den følelse. Jeg kommer hele tiden tilbage i tankerne til min samtale med sagsbehandleren og får en følelse af at jeg blev talt ned til som et lille barn der skulle sættes på plads og ikke er god nok!

Mit spørgsmål er så hvordan jeg kan passe på mig selv i sådan en situation?
Hilsen H

 

Kære H

Sikke en situation. Som jeg har forkortet ovenfor. Det lyder som en situation der kan være svær at undgå fordi der er så så mange forskellige behov og hensyn at navigere i. Og netop derfor helt almindelig en oplevelse, på mange arbejdspladser for relationsprofessionelle – alle der hjælper, støtter, behandler, underviser andre mennesker. Det er typisk situationer som den her der er komplicerede og med mange bolde og behov i luften.

Jeg har tygget noget på din problemstilling. Dels fordi den er så almindelig (vi kan ikke undgå den hvis vi arbejder længe nok i relationsfag), dels fordi der faktisk er mange aspekter i den. F.eks. kommunikation med forældre i smerte, kommunikation og hovedopgave med kolleger, det der skal til for at moren kan lave splitting osv.

Men hvis jeg ska prøve at gøre svaret lidt kort, hvordan skal du så passe på dig selv, lige der midt i andres forskellig rettede ønsker om hvad du skal og ikke skal?

Et langt stykke hen af vejen, handler det om at acceptere det du reelt oplever. Første del af at acceptere noget, handler om at undersøge og se det der er, samt at respektere det. Ikke overdramatisere (og gøre de andre forkert og os selv til offer), og heller ikke om at skubbe det under tæppet og formindske det ved at retfærdiggøre de andres reaktion, og gøre sig selv forkert.

At undersøge og se virkeligheden råt for usødet, og at opdage hvad vi reelt mærker, føler, oplever er første skridt.

Det vigtigste skridt.

Og et skridt vi ikke kan tage med hovedet, men må bruge krop og hjerte til.

Derfor også det vanskeligste skridt, fordi vi så hurtigt kommer op i hovedet og tænker og vurderer og afspiller situationen igen og igen.

Det er derfor vi brugte tid på at snakke om mindfulness og opmærksomhed på første aften på kurset du deltog på. Fordi det ikke blot er svært, men også afgørende vigtigt at træne. Og noget vi aldrig bliver færdig med at træne for øvrigt. Det at være opmærksom er som en dans med selve medfølelse og venligheden – vi kan kun bringe lindring til det vi opdager, ser og føler.

I MSC definerer jeg mindfulness som den vågne opmærksomhed der ikke overdramatiserer og ikke undervurderer eller formindsker det vi oplever.

Opmærksomhed er et vigtigt skridt. Ikke altid nok til at få det bedre i sig selv, men nødvendigt for at du kan tage vare på dig selv. Uden at blive jagtet bytte i vores egne tanker eller uden at bruge energien på at retfærdiggøre os selv og gøre de andre forkerte.

Så punkt 1: Vær nysgerrig overfor dig selv.

Brug for eksempel de her spørgsmål:
Hvad oplever du egenligt?!

Sådan virkeligt?

Uden filter?

Uden at det skal siges højt og forståes af de andre kolleger?

Måske du fik en klump i maven netop fordi du faktisk blev talt ned til? At du faktisk ikke blev inkluderet så meget som nødvendigt, for at I sammen kunne undgå splitting? At du – af sagsbehandler – bliver gjort til den der har lavet fejl og den der er forkert? At du – af moren – bliver gjort til den der ikke tør råbe nok op, og dermed også bliver gjort til den der er forkert fra hendes side?

At tage vare på dig selv i situationer der er svære og komplekse som den her, betyder ikke at der ikke er følelser involveret.Det er urealistisk. Lige meget hvor professionel du er.

Det betyder heller ikke at følelserne går væk så snart vi kan tage vare på os selv. At kunne tage vare på os selv i svære situationer handler heller ikke om at retfærdiggøre os selv eller andre. Det handler ikke om at finde fejl. Det er hovedet for forklarer, forsvarer og finder fejl. at tage vare på os selv er at opdage hvordan vi har det, OG kunne svare på spørgsmålet ‘Hvad har jeg i virkeligheden brug for lige nu?’

Så punkt 2
At tage vare på dig selv, handler om at øve sig i at acceptere de forskellige lag af følelser, efterhånden som de dukker op til overfladen og bliver mere tydelige. Og så lade dem passere. Når de er mindre aktive, kan du så beslutte hvad du skal sige eller gøre efterfølgende.

Først EFTER at du OPDAGER præcis hvad det gør ved dig, og efter at du ved HVAD DU HAR BRUG FOR, først der kan du reelt set kommunikere klart og rent til kolleger og forældre.

Brug øvelserne f.eks. ‘blødgøre, lindre, tillade’.

Punkt 3
Når vi bliver ramt af andres bemærkninger, er en reaktion ofte at vi føler os forkerte. Fordi vi alle gerne vil passe ind i gruppen. du siger det selv i din mail: ‘…som om jeg ikke er god nok!’

Der er aspektet af ‘fælles menneskelighed’ relevant.

Hvad ville du sige hvis det var en af dine gode kolleger der oplevede det samme?

Ville du forvente at hun på forhånd kendte til mødets indhold?

Ville du forvente at hun kunne undgå den splitting?

Hvad ville du tænke kunne være hendes normale reaktion på et opkald, som det du fik fra sagsbehandler?

Hvad ville du foreslå hende, som en god kollega?

Du kender stedet og jeres arbejdsgange, så du har sikkert nogle gode svar.

Hvis du kobler den viden, med hvordan du ville møde en god kollega du holder af i samme situation, er et godt sted at starte.
Hvordan kan du sige de samme ting til dig selv?

Jeg kunne i den situation f.eks. foreslå at se på situationen på 2 forskellige lag:

Det ene lag er det der handler om arbejdspladsen. Her kunne du f.eks.

Finde en betroet kollega man kan banke på hos og sige der er brug for at “lufte” en situation. Det er der garanteret jævnligt.
Give sig selv tid til at fordøje arbejdet inden børne-hente-aftensmad går i gang. Evt ved at skrive dagbog, eller ved at gå en tur eller tage en kop yndlingste if red og ro inden pligterne går i gang
Tage fat i ledelsen og sikre – for alle involverede at der er klare retningslinier for kommunikation, så de situationer der er et vilkår hos jer, ikke giver unødige konflikter mellem forskellige afdelinger.

Det andet lag af arbejde, er mere personligt, og kunne være mere langsigtet som en undersøgelse af hvad de komplicerede situationer gør ved dig. Det er det der svarer til punkt 2 ovenfor: F.eks.
at lægge en hand på det sted hvor hun mærker klumpen i maven – og måske endda invitere den klump til at fortælle hvilke følelser den gemmer på. Kedafdet?

Være misforstået?

Gjort skyldig i andres dårlige opførsel?

Skammet ud?

Være forkert?
Måske er de følelser der rammes noget du kender fra tidligere og andre situationer. Måske ikke. Men det er dem der bliver ved at ‘banke på’ til du bliver venner med dem.
( brug f. eks. lave øvelserne ‘blødgøre, lindre, tillade’, ‘fodsåler’ eller ‘navngi følelser’)

Husk:

At tage vare på os selv er ikke et quick fix. Det er ikke noget der let og hurtigt får alting til at forsvinde. Det er en proces. Der gerne skal gøre det hele lettere, så vi kan reagere som vi helst vil, og ikke ud fra en klump i maven.

Hvis vi handler ud fra klumpen i maven kan vi kommer til at sige ting vi fortryder bagefter. At undersøge og at respektere de følelser vi reelt oplever, er eneste udgangspunkt der kan sætte os fri til at handle , sige og gøre som vi helst vil.

At blive følelsesmæssig fri er et personligt arbejde. At anerkende det vi oplever og føler, betyder ikke at vi kommer til at overdramatisere det. Eller gøre det forkert. Men at turde mærke det der virkeligt sker indeni er startstedet for al heling. Følelser kan ikke heles hvis de ikke kan mærkes og føles.

Vil du blive bedre til at være opmærksom på dine følelser, og tage vare på dig selv samtidigt? Så brug evt øvelserne her:

Fodsåler
Navngi
Mindfulnes på følelser i kroppen
Blødgøre, lindre, tillade
En medfølende ven
Loving Kindnes for os selv

Du kan også se de to videoer jeg har lavet omkring psykisk arbejdsmiljø og det at opbygge følelsesmæssig resiliens, lige her
http://nordic-compassion.dk/virksomheder/

 

kh

Helle