Faglige og personlige reaktioner kan ikke skilles ad!

Hvis du arbejder med mennesker (indenfor omsorgs eller relations fag: pleje, undervisning, støtte, vejledning, behandling) – så kender du det at blive rørt eller ramt personligt i arbejdet.

Vi er mennesker ligemeget hvilken faglighed vi har med. Og kombinationen af faglighed og personlighed giver ofte anledning til forvirring eller uklarhed.

Måske uklarhed indeni dig i form at tvivl om du gør det godt nok, eller kunne have gjort noget andet eller mere. Måske uklarhed mellem kolleger i form af uenighed om hvornår nok er nok, eller i form af meget forskellige reaktioner eller grænser.

En almindelig måde at tackle uklarheder på, er ved at prøve at holde mine faglige reaktioner adskilt fra mine mere personlige reaktioner. Som et ønske om at hvis jeg blot kan efterlade nok af min personlighed i garderoben, så er jeg primært fagperson i arbejdet.

Men det kan vi ikke. Vi kan ikke adskille det faglige og det personlige.

I hvert fald ikke når vi arbejder i omsorg eller relationer. Vi bliver nødt til at skabe relationer som menneske, ikke som faglighed. Vi kan kun opbygge tillid som menneske, ikke som faglighed.

Selvfølgelig er det vores faglighed vi er ansat til at bruge og til at løse opgaver med. Den er der som en bund, og et fundament gennem det hele.

Pointen her er, at vi ikke kan efterlade vores personlige reaktioner i garderoben når vi møder ind på arbejde. Vi kan ikke adskille vores faglighed fra vores personlighed. Vi kan ikke være enten den ene eller den anden. At være professionel betyder ikke, at vi IKKE reagerer personligt. Vi har stadig følelser og reaktioner fordi vi er mennesker.

Hvis vi prøver det – at efterlade vores personlige reaktioner – betyder det oftest at vi samtidig holder vores personlige reaktioner væk fra vores egen opmærksomhed. Vi skubber dem væk, i et håb om at de ikke betyder noget og at de går væk hvis vi ikke ser dem. Men at vi ikke anerkender noget – eller håber at det ikke var der – ændrer ikke på at det er der.

Det eneste der sker, er at vi kommer til at bruge energi på at holde det væk. Lidt som at holde en badebold under vand i svømmehallen.

Samtidig betyder det at vi over tid kommer til at miste indsigten i hvad der reelt sker inde i os. Vi distancerer os fra de dele af vores reaktioner som vi ville ønske var anderledes end de er.

Alt i alt er det ikke fagligt at prøve at være ikke-personlig.
Vi bliver ikke stærkere fagligt af at skubbe halvdelen af vores egen oplevelse væk.

Tværtimod!

Vi bliver styret af de følelser og de indre reaktioner som vi ikke vil anerkende.

Måske vi bliver lidt hårde i tonen. Måske vi kritiserer. Måske vi skyder på andre – kolleger, borgere (eller hvem vi arbejder med), kommunen, reageringen, de praktiske rammer vi har at gøre godt med – eller hvad som helst andet. Måske vi tager forkerte beslutninger, eller er uklar i årsagen til de beslutninger vi tager. Måske der bare bliver lidt rigeligt med misforståelser og andet ’mudret’ imellem os og kollegerne.

For at stå stærkt fagligt SKAL vi kunne rumme os selv og vores personlige reaktioner. I hvert fald skal vi kunne tage vores reaktioner alvorligt.

Være opmærksom på dem. Opdage dem.

Turde kalde dem ved navn.

Når vi kan se hvad der sker på over og under overfladen i os – og kolleger – kan vi være frie til at reagere fornuftigt, rationelt eller fagligt. Når vi kan se og tør opdage egne styrker og sårbarheder, kan vi blive fri for at reagere ubevidst og ud fra dem.

Det er dér fagligheden kommer i spil.