Vi er mennesker, selv når vi er på arbejde. Vi bliver ramt, vi er engagerede, vi har brug for at det giver mening det vi laver. Compassion er en tilgang og tilstand der øger samarbejdet iblandt kollegaer.

Vi er ikke robotter, og vi kan ikke efterlade vores følelsesliv derhjemme.

Slet ikke når vi arbejder med mennesker. Vi bliver uundgåeligt påvirkede, og samtidig har vi brug for vores menneskelighed for at kunne skabe en relation til den enkelte.

Derfor er evnen til at rumme sig selv, til at opdage når vi bliver ramt og evnen til at tage vare på os selv midt i en arbejdsdag – simpelthen en forudsætning for at jeg kan fokusere på mit arbejde. Fokusere på de opgaver jeg er ansat til.

Illustrationen herover viser, at vi i enhver organisation (illustreret ved selv firkanten) altid har et ’målrationelt felt’ (den øverste del af firkanten) OG samtidigt har et ’psykodynamisk felt’ (den nederste del af firkanten).

Kort sagt lander vi i den nederste firkant, når vi reagerer personligt.

Det gør vi hvis der er uvished om fyringer, hvis der er forandringer, nye krav o.lign. på arbejdet. Vores arbejde kan ikke undgå at påvirke os.
Omvendt kan vi påvirke hvordan vi går til opgaven (pilende lodret opad og nedad mellem de to firkanter). Hvis vi lander ’under stregen’ kan vi let blive opslugt af kollega-snik-snak om hvad der kunne være anderledes. Vi laver måske grupper internt i kollegagruppen, og vi er enige med nogen eller uenige med ledelsen, eller syntes et eller andet om det der sker….. alt andet end at have fokus på hovedopgave.

Evnen til at rumme mig selv, er evnen til at opdage når jeg ryger ’under stregen’, og lander i mine personlige reaktioner. Det er ikke forkert, det er menneskeligt. Men vi mister evnen til at fokusere på hovedopgaven når vi roder rundt i egne reaktioner.

Evne til medfølelse overfor os selv, er evnen til at opdage at jeg reagerer og evnen til at acceptere det. Først da kan jeg komme tilbage til fokus på hovedopgaven og konstruktivt medskaben i hverdagens evige forandringer.

Når jeg er konstruktiv kan jeg hjælpe mine kolleger til at få “luftet ud ” i deres oplevelser undervejs i arbejdet.

Når jeg er i det personlige felt, mister jeg fokus. Mister evnen til at se hvad jeg reagerer på.
Det er DER, at tonen bliver hård. Det er i de situationer at jeg bliver mere som en skraldespand der brækker mig på gulvet, end som en konstruktiv og støttende kollega.

Forskellen?
Min evne til at rumme mig selv.
Min evne til at rumme både andres og egne sårbarheder og styrker.

For du er aldrig KUN faglig og KUN stærk. Du er menneske, og det er din største styrke.